Den måde jeg bedst forstår fortrængningsmekanismen på er ved at forestille mig et billede der er splintret i tusinder af stykker og jeg har kun et par af stykkerne. Hvis du forestiller dig et billede og du kun har de tre sorte brikker så er det svært at forstille sig hvad der reelt udspiller sig på det. I fortrængning i forhold til overgreb kan du forestille dig at den ene sorte prik er en underlig kropsfornemmelse, den anden sorte prik er måske et fysisk sted og den tredje og sidste prik du har adgang til er en duft. De tre sorte prikker dukker ikke op samtidig i din bevidsthed så du ved ikke engang de hører sammen og skulle de dukke op sammen vil du på ingen måde koble dem sammen da de ikke giver nogen mening i samspil, da der mangler så mange brikker imellem. Sådan har det været i mit liv. Dvs jeg har ikke haft adgang til noget i min bevidsthed der kunne tyde på overgreb i hele min barndom. Jeg har haft de tre nedenstående ”prikker” som jævnligt er dukket op enkeltvis.

Jeg har haft en mærkelig fornemmelse af mit barndomsværelse ved trappen. Bare billede af rummet og en mærkelig fornemmelse.

Jeg har haft et billede af et 10-12 uger foster i min bevidsthed der ikke var koblet med noget andet.

Og det sidste som ofte er dukket op i min bevidsthed er en meget ubehagelig fornemmelse hvor min far bærer mig som teenager i Nyborg fordi jeg har forstuvet foden.

Da jeg så får mere adgang til det ubevidste kommer der mere på hvert ”billede” men mine flashback er ikke billeder eller film hvor hele scenen er til stede det er stadig brudstykker. OG mine flashback er en blanding af kropsfornemmelser, følelser, billeder og indtil for meget kort tid siden var der aldrig lyd på nogle af overgrebene.

Men jo mere der åbner sig, jo mere begynder der at danne sig et samlede billede og selv om mit sind gør alt for ikke at ville forholde mig til det bliver jeg tvunget til det da det konstant dukker op i min krop, følelser og hoved…. Så jeg mærker hvor jeg er holdt i lænden og senere også hvordan jeg er blevet holdt nede nakken, jeg får følelsen af angst, jeg har fornemmelsen i mit underliv og jeg kan fornemme det er min far først henne ved døren og senere oppe i sengen ved mig og sådan kom der flere og flere oplysninger på dette overgreb. Det første overgreb der åbner sig fra mine fortrængninger er fra jeg er omkring 12 års alderen og jeg tænker han må have været fuld, han må have taget fejl, han må været gået forkert… min hjerne gør alt hvad den kan for at finde forklaringer på hvordan det kan være sket. Og jeg tror dette er det eneste overgreb jeg har været udsat for.

Som tiden går, kommer der andre flashback og jeg må igennem flere smertefulde ture med retraumatisering som jeg oplever ved hvert eneste flashback. Det er som om jeg gennemgår traumet og jeg og min krop er helt drænet efterfølgende. Det næste der åbner sig er et overgreb ude i brændeskuret og det er næsten endnu værre at forholde sig til end det første fordi her er jeg kun 5 år gammel. Igen i starten har jeg bare adgang til at jeg står op af brændestakken og så noget ubehageligt i min mund. Intet andet. Og som tiden går og jeg får flere og flere flasbacks får jeg mere og mere adgang og der åbner sig et oralt overgreb, hvor jeg kan fornemme hvordan min far holder mig i nakken og tvinger sin store klamme pik ind i munden på mig så jeg føler jeg kvæles. Jeg går efterfølgende ind til min mor i køkkenet og klamrer mig til hendes ben, men hun tager mig ikke op og sekunder efter kommer min far ind og lades som ingenting og de snakker som om intet er hændt. Lige der sker der er en massiv fraspaltning i mit indre, mine verdener opdeles. Jeg bliver ikke taget op af min mor der må have kunne mærke jeg var angst og bange….

Dette overgreb er langt mere smertefuldt at få adgang til end det først, for det første er jeg så lille og det bliver også tydeligt for mig at det ikke kun er en enkelt gang ved et uheld og det har en betydning i hvor skadet jeg er. Og det er jeg godt klar over da jeg får de billeder, fornemmelser sansninger op. Så her tager jeg en ordentlig tur ned i kropsreaktioner og fysisk smerte.

Det sidste flashback er det af fosteret. Og det har taget mig enormt meget mod og mange tilløb at turde gå ind i det i terapien. Det har været forbundet med så ekstremt meget angst. Angst for hvad der gemte sig.

Og det har på en måde bare hele tiden ligget i baggrunden uden at vælte ind over mig som nogle af de andre flashbacks.

Som jeg forstår det er det en normal mekanisme når fortrængningen stille åbnes at det vil være det mildeste først for at sindet har bedst mulig kapacitet til at tage det ind. Det har åbnet sig ”stille” så der på et tidspunkt kom et toilet omkring fosteret. Senere kom fornemmelsen af vores badeværelse med de karrygule klinker og siddebadekarret og jeg var ikke længere i tvivl om at det var foregået i mit barndomshjem og så kom den massive frygt jeg mærkede ved at stå derinde selv med det her som jeg ikke anede hvad jeg skulle stille op med. Og pludselig kom koblingen til hvorfor jeg havde så klart et billede af den gåtur med familien i Nyborg. Det er bare et par dage efter jeg har aborteret at min far bærer mig og lige der bliver min hun som en tyk tyk skal med en ydre facade og mit indre er grå porøse skyer. Den følelse der satte sig i mig fra badeværelset som frygt og holden på mig og så den klamme klamme fornemmelse af at være panseret udvendigt for at beskytte mig imod ham og så bare være så ødelagt indvendigt de følelser har jeg båret med mig igennem livet i mit indre og i min kropsholdning mm.

Jeg ved stadig ikke om aborten er sket spontant eller jeg har fået medicinsk abort, det har jeg desværre ikke adgang til i nu men håber at få en dag. for hver brik der åbnes lander der lidt mere i mit puslespil som ikke bare forstyrre min hverdag. Som om den kan komme på plads når den dukker op. Og så bruger jeg efterfølgende mindre energi på den.

Så selv om jeg ikke direkte erindrede overgrebene, huskede min krop. Og den har altid holdt på sig, skuldrene har været massivt fremadroteret, jeg har aldrig kunne drikke kaffe og mænd med skæg har virket frastødende på mig mm. Og min krop har været i konstant alert.

Så selv om mine overgreb har været fortrængt har jeg haft masser af senfølger af dem også inden åbningen for 4 år siden. Det er lige almindeligt at huske sine overgreb op igennem barndommen som det er at have dem fortrængt. Dem der fortrænger kan have en tendens til at have været mere voldsomme for mennesket at rumme og en nødvendig overlevelsesmekanisme har været fortrængning.