SENFØLGER

Hvad er senfølger?

Vores krop og sind er utrolig intelligent og gør det bedste de kan for at passe på os. Bliver vi udsat for noget voldsomt, reagerer kroppen instinktivt med, hvad den vurderer er mest hensigtsmæssigt, for at passe på os. I fagsprog kaldes det overlevelsesstrategier. De overlevelsesstrategier vi får aktiveret i vores barndom, der ikke balanceres, følger os typisk ubevidst videre op i voksenlivet.

Når nervesystemet sættes i alarm (arousal) i en ung alder, uden vi får hjælp, så er der ikke senere i livet et balanceret nervesystem at falde tilbage til. Når et nervesystem har været på overarbejde i mange år, begynder kroppen og sindet at vise tegn på overbelastning.

En stor andel af os senfølgeramte har, ud over de seksuelle overgreb vi har været udsat for, også en opvækst med en følelsesmæssig dysfunktionel familie. Vi er, med andre ord vokset op i en familie, hvor de voksne ikke har haft god kontakt til grundfølelserne. De har enten udtrykt følelser i en ubalanceret form, undertrykt dem eller overført de følelser de ikke rummede til andre

Der er med andre ord mange faktorer, der spiller ind, så der opstår det, vi kalder en cocktaileffekt. Det betyder også at senfølgerne er mangeartede, afhængig af de omstændigheder man er vokset op under, og hvilke overlevelsesstrategier kroppen får installeret.

DET ER NORMALT AT HAVE FLERE SENFØLGER

Vi har listet en lang men ikke fuldstændig liste herunder, med de senfølger vi ser hos os på Institut for Seksuelle Overgreb. Senfølger kan beskrives som de gener, der kommer senere i livet pga. overgrebene.

Når der i voksenlivet åbnes til de fraspaltede minder fra barndommen, er der oftest kaos i det indre hos den senfølgeramte. Alt det, der blev fraspaltet i barndommen – da det ikke var til at rumme – kommer op til overfladen, for at blive integreret. Det kommer med de sansninger, følelser osv. der blev flygtet fra under overgrebet eller i samværet i den dysfunktionelle familie… Så det er en barsk proces. Men der er en vej, til et mere samlet selv. Og en stærkere jeg-IDENDITET, da der kommer en øget sammenhæng mellem fortid og nutid, når de fraspaltede dele af os integreres. Vi vælger ikke selv, hvornår oplevelserne fra barndommen åbner sig, hvornår der kommer flashback og hvilke senfølger vi i øvrigt får. Det vi har været udsat for er komplekst – derfor er der ikke to senfølgeramte der reagerer helt ens. Vores krop og sind reagerede instinktivt ud fra det, der var det bedste i situationen. Vi har et system, der er kodet til først og fremmest at overleve og minimere skader.

Klik på plusserne, for at læse om de enkelte senfølger (vi uddyber løbende).

Book gratis indledende samtale

Mere info på vej …

Vi har alle brug for anerkendelse, men når vi grundlæggende ikke føler os værdig – kan vi få en adfærd, hvor vi har et ekstra stort behov for at blive anerkendt af andre.

Når frygt bliver til angst.

Frygt er oftest koblet op på reel fare, som vi gerne skulle reagere på. Vores krybdyrhjerne hjælper os med at registrere, når der er fare på færde. Når frygten bliver siddende i kroppen, efter faren er overstået, kan den blive til angst. Angst opleves for de fleste som indre uro, der konstant er lige under overfladen. Inden for senfølge problematikken er angst en af de mest almindelige senfølger.

Forestil dig, at du lige er blevet forskrækket og ikke falder ned igen, men bare skal leve med den følelse, der cirkulerer rundt i kroppen konstant. Cirka sådan oplever mange med senfølger angsten. Det er en tilstand af konstant alert i kroppen. Og der er en konstant opmærksomhed på farer, også når der ingen reel fare er.

Frygt er en sund reaktion i vores krop og sind på fare. Når vi oplever at leve med konstant frygt, og vores nervesystem ikke balanceres og beroliges, så vil vi opleve en konstant angst.

For nogle er det en angst for, at overgrebene sker igen, som de ofte gjorde i barndommen. Dette uafhængigt af om overgrebskvinden/-manden er tilstede i ens liv mere eller ej. Det er følelsen af, at være fanget i de gamle mønstre og situationer, hvor man var direkte magtesløs og i fare. Så det er gamle ubearbejdede følelser fra fortiden ,der genudspiller sig i nutiden.

For andre bliver angsten til en generaliseret angst, hvor gamle udefinerbare følelser bliver overført på noget konkret – for at have en sted at rette angsten hen i stedet for ud i det uvisse. Fx angst for sygdom, angst for at der sker noget med ens krop, man ikke kan styre, angst for mørke mm. Angst kan også komme til udtryk i frygtløshed, hvor angsten undertrykkes og udtrykkes i sin modsætning; frygtløsheden.

Angst er den indre uro, vi ofte lever konstant med. Uden vi kobler årsagen direkte til vores barndomstraumer.

For at forstå angsten, kan det være interessant, at dykke ned i hvordan vores forsvarsmekanismer fungerer, kombineret med traumeteori og de tilgange man anvender inden for PTSD og kompleks PTSD.

Mere info på vej …

Mere info på vej …

Mere info på vej …

Mere info på vej …

At adskille sig fra kroppen…
At se sig selv udefra…
At lukke helt ned…
At miste tidsfornemmelsen…
At zappe ud…

Når krop og hoved ikke er sammenhængende…

Når sansninger ikke længere registreres i hverdagslivet eller kun forekommer i minimalt omfang, så er der ofte tale om det, som i fagsprog kaldes ‘dissociation’. Det er adskillelse af krop og sind, hvor den fysiske krop bliver tilbage, men “hvor sindet glider ud af kroppen”. Dissociation er en tilstand, hvor man oplever en adskillelse mellem kroppen, tanker, følelser, erindringer mm.

Dissociation var under barndommens traumatiske oplevelser en beskyttelsesmekanisme, når det ubegribelige og ubærlige skete. Når smerten fysisk og/eller psykisk blev for stor, zappede vi ud. Dengang var det en helt nødvendig beskyttelse. Vi adskilte os fra kroppen, fordi oplevelsen simpelthen var for voldsom at rumme. Dissociationen bliver for mange senfølgeramte efter seksuelle overgreb en automatisk reaktion, der “bare sker” i hverdagen – når noget er svært. Det kan være gamle følelser såvel som nye oplevelser, hvor vi reagerer med dissociation.

De fleste af de senfølgeramte vi møder på Institut for Seksuelle Overgreb, oplever dissociation i større eller mindre grad.

Hvad vil det sige at dissociere?

Mange beskriver det, som at være udenfor deres krop, at de ser sig selv udefra, eller simpelthen oplever tidslommer/sorte huller, hvor de ikke aner hvor tiden blev af. Måske har du oplevet en, der blev fjern i blikket, kroppen stivnede – at mennesket pludselig var “væk”. Når dissociation installeres som overlevelsesstrategi følger den ofte med op i voksenlivet, og når de følelsesmæssige belastninger bliver for høje, vil den senfølgeramte pr. automatik igen “zappe ud” eller adskille sig fra det oplevede.

Der findes forskellige tilstande indenfor det dissociative felt. Fra kort ‘zappen ud’ til dissociative kramper, der kan minde om et epilepsi-anfald udefra set. Eller handlinger, hvor man hverken er klar over, hvordan man er kommet med toget eller hvor man er på vej hen.

Nogle af os er bevidste om at vi dissociere, imens en del ikke registrerer, at det er blevet en måde at være i livet på. Vi fraspalter dele af vores oplevelser, hvilket fremadrettet kan give problemer med at forstå egne reaktioner.

For at undgå at mærke den følelsesmæssige smerte er der mange med senfølger der dulmer smerten på forskellig vis. Når jeg kigger tilbage kan jeg se at jeg både har brugt arbejde og mad som dulmere. I dag har jeg et godt stykke hen af vejen sluppet den med arbejde og er opmærksom på om det er lyst og drive eller flugt. Ifht mad er den en klar indikator på om jeg er i en periode hvor jeg er selvkærlig og nænsom ved mig. Jo bedre balance jo bedre næring får jeg. Hvis jeg presses følelsesmæssigt kan jeg stadig opdage mig selv have spist et eller andet crap uden over hovedt at tænke over det. Og jeg har haft lange perioder hvor mæthedsfornemmelsen slet ikke eksisterede. Dette er alt blevet bedre og er i dag mest alarm signaler til at finde de selvkærlige vaner frem.

Andre dulmer med alkohol, sex, arbejde, sport, cigaretter mm.

Det er en følelse senfølgeramte konstant bærer i deres indre sammen med forladthedsfølelsen. Mange har været nød til at forlade deres krop under overgrebene for at overleve og denne adskillelse gør at man føler sig ensom. Man er ikke hjemme i sig selv. Mange beskriver det også som disconnected. Der hvor de ikke kan mærke deres følelser og basis behov. Det er almindeligt at den senfølgeramt ikke mærker ondt i maven fx, alene fordi de ikke har kontakt til den kropsdel. Så hoved og krop er adskilt og man stoler ikke længere på sine sanser hvorfor man har lukket af til dem.

En af de ting vi ser, der igen og igen vælter senfølgeramte omkuld, er Flashback. Flashback er ikke – som mange tror, en film der kører for det indre blik, med en kronologisk visuel historie. Flashback kommer af sig selv, og er ikke noget den senfølgeramte vælger eller kan holde nede. Hvis vi kunne det, er jeg overbevist om, at de fleste ville tage dén udvej, da flashback ofte er så voldsomme at krop og sind overvældes og drænes i dage efterfølgende…

Det er barskt som ind i helvede – at mærke dét barnesindet ikke rummede.

Flashback kan opleves som de fysiske fornemmelser, der var i kroppen under overgrebene. De kan opleves som de følelsesmæssige reaktioner, der var under overgrebene. De kan opleves som en lugt. Som en visuel sekvens, glimt eller lignende. For en del er der ingen lyd på selve flashbacket/-ene, da oplevelsen spaltes i atomer i sindet, for at kunne pakke det væk (fortrænge det smertefulde).

Den psykiske og fysiske smerte vi ikke rummede under overgrebene i barndommen, forkerthedsfølelse, der blev plantet i os under overgrebene. De er også voldsomme at blive trukket igennem i voksenlivet og vi oplever, at mange netop hér ikke rummer verden mere.

I den proces er det særligt væsentligt at have omsorgsfulde mennesker omkring sig. At have et netværk af ligesindede, der ved at der er en vej igennem det. At der er en eller flere, der går ved siden af en i den ekstremt barske proces, det er at genleve barndommens mareridt.

Der hvor flashback er en gave, er at de er med til at virkelighedskalibrere os. De er med til at fortælle os, hvad vi har gennemlevet i barndommen, og dermed med til at give os en forståelse af os selv, og de mønstre vi har i livet.

De var helt nødvendige forsvarsmekanismer, der blev indlært i barndommen. Eksempelvis et højaktiverede alarmberedskab, der sikrede bedst mulige overlevelse i en opvækst med barske vilkår. Undgåelsesadfærd, der også har haft til formål at mindske risikoen for at lide fysisk og/eller psykisk overlast, med flere. De er ofte stadig aktiveret i voksenlivet.

De er en medvirkende årsag til, at vi ikke bare kan ’tage os sammen’, de indlærte overlevelsesstrategier kan munde ud i at vi bliver syge fysisk og / eller psykisk. Seksuelle overgreb på et barn, der er midt i udviklingen af sine basale livskompetencer*, skades både i krop og sind. Den voldsomme erfaring med livet, er med til at forme hvordan den enkelte lære at være i verden. Hovedparten af de seksuelle overgreb børn bliver udsat for, begås af en person barnet er i en tillidsfuld relation til. Det bliver altså lagret i sindet, at nære tillidsfulde relationer kan være meget farlige. Det giver udfordringer op igennem livet, når det at knytte nære relationer (til venner, kæreste etc.) opleves som farligt, og derfor undgås.

*Livskompetence
– de grundlæggende kompetencer, der ruster os til at overleve. Grundstenene for hvordan vi er i verdenen formes i barndommen og forfines/udfoldes igennem livet. Lærer vi tidligt i livet at noget er farligt henholdsvis berigende følger det os op igennem livet, til vi eventuelt bevidst arbejder med vores overbevisninger eller en voldsom hændelse ændrer vores måde at være i verden på.

Heldigvis ser vi også at der er en vej til at få det bedre, men det tager tid og kræver oftest professionel hjælp over tid.

Den erkendelsesproces det er at vedgå sig, “at jeg har været udsat for seksuelle overgreb i min barndom”, “at det var voldsomt”, “at det var så klamt” er, som vi ser det, essentiel for at kunne bearbejde traumerne og integrere oplevelserne, i stedet for konstant at kæmpe med at holde dem væk fra bevidstheden. Erkendelserne er med til at øge forståelsen af os selv som menneske og dermed en væsentlig del af vores helingsproces.

– bliver vi ikke mødt, rummet og passet på, i den barske og sårbare proces, kan det virke retraumatiserende i stedet for balancerende.

SÅ KOM DET IGEN  (digt)

De modbydelige flashbacks
Hvor det føles som om han kvæler mig og jeg ikke kan få luft…
Hvor kroppen bliver slap og livløs bagefter Og det føles som om jeg forsvinder ud af min krop….

Kan ikke bevæge mig og føles så underlig tom…
Mine øjne er samtidig ved at poppe ud af hovedet på mig….
Og da jeg endelig kommer til mig selv igen, gør mine øjne ondt og mit hoved både dunker og værker og halsen har trykken….

Men det er ikke det værste…

Det værste lige nu, er at mine børn har overværet flashback i dag og at jeg lige nu ikke kan passe på dem…
De stod alene da jeg faldt om
Det smerter mig så dybt at det ikke kan beskrives
At de skal være vidne til min smerte…

Afmagten ….

Den invasive følelse fra lige efter overgrebene. Alene og forladt efter at være blevet misbrugt. Den følelser bærer de fleste senfølgeramte på. Mange mærker den særligt når han/hun ser andre få omsorg, den omsorg en hver mor vil give deres barn som har det godt. Lige der mærkes svigtet ekstra stort og forladthedsfølelsen.

Mere info er på vej …

Vi ser mange i klinikken, der har lukket ned til følelserne og har skabt en facade med et tilpasset ydre, for at beskytte den inderste kerne. Der er med andre ord sat effektive forsvarsmekanismer op, for ikke at mærke følelserne.

Jeg har lært om fortrængningens kraft og tænker hold da op en klog krop der beskytter os, når det er for voldsomt at rumme. Fortrængning er en forsvarsmekanisme der beskytter os når vi oplever noget der er for smertefuldt til vi kan integrere det, rumme det, bearbejde det.

Den måde jeg bedst forstår fortrængningsmekanismen på er ved at forestille mig et billede der er splintret i tusinder af stykker og jeg har kun et par af stykkerne. Hvis du forestiller dig et billede og du kun har de tre sorte brikker så er det svært at forstille sig hvad der reelt udspiller sig på det. I fortrængning i forhold til overgreb kan du forestille dig at den ene sorte prik er en underlig kropsfornemmelse, den anden sorte prik er måske et fysisk sted og den tredje og sidste prik du har adgang til er en duft. De tre sorte prikker dukker ikke op samtidig i din bevidsthed så du ved ikke engang de hører sammen og skulle de dukke op sammen vil du på ingen måde koble dem sammen da de ikke giver nogen mening i samspil, da der mangler så mange brikker imellem. Sådan har det været i mit liv. Dvs jeg har ikke haft adgang til noget i min bevidsthed der kunne tyde på overgreb i hele min barndom. Jeg har haft de tre nedenstående ”prikker” som jævnligt er dukket op enkeltvis.

Jeg har haft en mærkelig fornemmelse af mit barndomsværelse ved trappen. Bare billede af rummet og en mærkelig fornemmelse.

Jeg har haft et billede af et 10-12 uger foster i min bevidsthed der ikke var koblet med noget andet.

Og det sidste som ofte er dukket op i min bevidsthed er en meget ubehagelig fornemmelse hvor min far bærer mig som teenager i Nyborg fordi jeg har forstuvet foden.

Da jeg så får mere adgang til det ubevidste kommer der mere på hvert ”billede” men mine flashback er ikke billeder eller film hvor hele scenen er til stede det er stadig brudstykker. OG mine flashback er en blanding af kropsfornemmelser, følelser, billeder og indtil for meget kort tid siden var der aldrig lyd på nogle af overgrebene.

Men jo mere der åbner sig, jo mere begynder der at danne sig et samlede billede og selv om mit sind gør alt for ikke at ville forholde mig til det bliver jeg tvunget til det da det konstant dukker op i min krop, følelser og hoved…. Så jeg mærker hvor jeg er holdt i lænden og senere også hvordan jeg er blevet holdt nede nakken, jeg får følelsen af angst, jeg har fornemmelsen i mit underliv og jeg kan fornemme det er min far først henne ved døren og senere oppe i sengen ved mig og sådan kom der flere og flere oplysninger på dette overgreb. Det første overgreb der åbner sig fra mine fortrængninger er fra jeg er omkring 12 års alderen og jeg tænker han må have været fuld, han må have taget fejl, han må været gået forkert… min hjerne gør alt hvad den kan for at finde forklaringer på hvordan det kan være sket. Og jeg tror dette er det eneste overgreb jeg har været udsat for.

Som tiden går, kommer der andre flashback og jeg må igennem flere smertefulde ture med retraumatisering som jeg oplever ved hvert eneste flashback. Det er som om jeg gennemgår traumet og jeg og min krop er helt drænet efterfølgende. Det næste der åbner sig er et overgreb ude i brændeskuret og det er næsten endnu værre at forholde sig til end det første fordi her er jeg kun 5 år gammel. Igen i starten har jeg bare adgang til at jeg står op af brændestakken og så noget ubehageligt i min mund. Intet andet. Og som tiden går og jeg får flere og flere flasbacks får jeg mere og mere adgang og der åbner sig et oralt overgreb, hvor jeg kan fornemme hvordan min far holder mig i nakken og tvinger sin store klamme pik ind i munden på mig så jeg føler jeg kvæles. Jeg går efterfølgende ind til min mor i køkkenet og klamrer mig til hendes ben, men hun tager mig ikke op og sekunder efter kommer min far ind og lades som ingenting og de snakker som om intet er hændt. Lige der sker der er en massiv fraspaltning i mit indre, mine verdener opdeles. Jeg bliver ikke taget op af min mor der må have kunne mærke jeg var angst og bange….

Dette overgreb er langt mere smertefuldt at få adgang til end det først, for det første er jeg så lille og det bliver også tydeligt for mig at det ikke kun er en enkelt gang ved et uheld og det har en betydning i hvor skadet jeg er. Og det er jeg godt klar over da jeg får de billeder, fornemmelser sansninger op. Så her tager jeg en ordentlig tur ned i kropsreaktioner og fysisk smerte.

Det sidste flashback er det af fosteret. Og det har taget mig enormt meget mod og mange tilløb at turde gå ind i det i terapien. Det har været forbundet med så ekstremt meget angst. Angst for hvad der gemte sig.

Og det har på en måde bare hele tiden ligget i baggrunden uden at vælte ind over mig som nogle af de andre flashbacks.

Som jeg forstår det er det en normal mekanisme når fortrængningen stille åbnes at det vil være det mildeste først for at sindet har bedst mulig kapacitet til at tage det ind. Det har åbnet sig ”stille” så der på et tidspunkt kom et toilet omkring fosteret. Senere kom fornemmelsen af vores badeværelse med de karrygule klinker og siddebadekarret og jeg var ikke længere i tvivl om at det var foregået i mit barndomshjem og så kom den massive frygt jeg mærkede ved at stå derinde selv med det her som jeg ikke anede hvad jeg skulle stille op med. Og pludselig kom koblingen til hvorfor jeg havde så klart et billede af den gåtur med familien i Nyborg. Det er bare et par dage efter jeg har aborteret at min far bærer mig og lige der bliver min hun som en tyk tyk skal med en ydre facade og mit indre er grå porøse skyer. Den følelse der satte sig i mig fra badeværelset som frygt og holden på mig og så den klamme klamme fornemmelse af at være panseret udvendigt for at beskytte mig imod ham og så bare være så ødelagt indvendigt de følelser har jeg båret med mig igennem livet i mit indre og i min kropsholdning mm.

Jeg ved stadig ikke om aborten er sket spontant eller jeg har fået medicinsk abort, det har jeg desværre ikke adgang til i nu men håber at få en dag. for hver brik der åbnes lander der lidt mere i mit puslespil som ikke bare forstyrre min hverdag. Som om den kan komme på plads når den dukker op. Og så bruger jeg efterfølgende mindre energi på den.

Så selv om jeg ikke direkte erindrede overgrebene, huskede min krop. Og den har altid holdt på sig, skuldrene har været massivt fremadroteret, jeg har aldrig kunne drikke kaffe og mænd med skæg har virket frastødende på mig mm. Og min krop har været i konstant alert.

Så selv om mine overgreb har været fortrængt har jeg haft masser af senfølger af dem også inden åbningen for 4 år siden. Det er lige almindeligt at huske sine overgreb op igennem barndommen som det er at have dem fortrængt. Dem der fortrænger kan have en tendens til at have været mere voldsomme for mennesket at rumme og en nødvendig overlevelsesmekanisme har været fortrængning.

Forsinkede følelser er en helt almindelig senfølge.

Svært ved at rumme følelser

Svært ved at genkende følelser

Svært ved at adskille følelser

Mentalisering

Er den psykoanalytiske betegnelse for individets ubevidste tendens til igen og igen at bringe sig i den samme pinefulde situation.

Gentagetvang er empirisk anerkendt, men svær at finde direkte teori på. Freud beskriver det som en destruktiv og selvskadende adfærd imens Jung ser det som muligheden for at få konfronteret tidligere traumer og få dem bearbejdet. Jeg kunne ikke finde konkret teorier om det så kontaktede min gode veninde Chanett Babette Simonsen, der har været Psykiatrisk oversygeplejerske og ansvarlig for efter videreuddannelse af Sygeplejersker. Så min tilgang til gentagelsestvang er min egen empiri ift. de forløb jeg har været involveret i, de sparsomme jeg har set i litteraturen og på google samt SPORS hjemmeside og så Chanetts viden at spille bolden op af.

Når jeg ligger C. G. Jungs teori om menneskets selvhealende kræfter ind over forstår jeg det som at gentagelsestvang i forhold til overgreb i barndommen og det seksuelle er trangen til at gennemleve sine barndomstraumer igen og igen og igen for at finde kontrollen man ikke havde den gang. For at kunne konfrontere og bearbejde traumet i hån om forløsning. Ved at gå ind i traumet på ny kan der opdages nye erfaringer så man kan undgå nye traumer.

Vores ubearbejdede traumeenergier har massive kræfter og kommer ofte til udtryk på den ene eller anden måde. Og det er ofte vores ubevidste der er på spil når gentagelsestvangen har fat i os.

Forløsningen er en dejlig tanke, men jeg ser og hører lige så ofte om re-traumatisering, så man bare ruminere.

Mere info på vej…

Det er helt almindelig at opleve konstant indre uro i hele kroppens indre, som om det hele sitre og snurre alt imens muskler som helst ikke skal være spændte er konstant spændte, fx lægmusklerne og andre er alt for slappe, fx dem der stabiliserer core. Det hænger igen sammen med kroppens flygt, kæmp, frys…. Hvis man skal flygte, skal læggene mm være klar, problemet er bare når kroppen ikke har erfaret at faren er ovre (hvilket den i dette tilfælde heller ikke er) Men så slipper de ikke igen. Det er er ikke under viljens magt. Det er en almindelig traumereaktion, som kræver intensiv traumeterapi både kropsligt og på det psykologiske plan. Problemet med dette er at det påvirker vejrtrækningsmusklerne mm, så iltning osv. bliver dårligere og angsten får sin egen spiral, når kroppen ikke mærker den dybe afslappede vejrtrækning.

Mere info på vej …

Rigtig mange senfølge ramte oplever kropslige smerte, enten som ”uforklarlige” smerter eller som følge af autoimmune sygdomme.

Det er desværre også en senfølge som rammer mange. Både fordi kroppen har været på overarbejde i mange år og fordi kan fysisk har været udsat for traume.

Kristine oplever konstant hovedpine og så er hun blevet ryg opereret for skoliose og schuman der giver hende gener i det daglige. Fysiske smerter er med til at udtrætte, hvorfor dette skal med i det samlede billede af den stress hun oplever.

Anspændt i kroppen og nervøs. Kroppen er i alert fordi vores kamp flugt frys system blev aktiveret under hvert eneste overgreb og når der ikke efterfølgende er skabt ro, tryghed og heling til nervesystemet til vores krybdyr hjerne konstant tænke der er fare på færde.

Dette er ikke noget man vælger eller lige kan berolige med ½ times afspænding.

Langt de fleste oplever kognitive problemer, da hjernen er på konstant overarbejde. Dette kan ses i korttidshukommelsen, indlæringsevnen osv. Dette skal ikke forstås som intellektet er nedsat. Jeg oplevede min hjerne i lukkede ned for visse områder og blev skræmt fra vid og sans. Heldig vis havde jeg en go terapeut der kunne fortælle at hjernen kan slukke visse områder og kun ”holde de vigtigste åben” for mig var den vigtigste mine to skønne piger som jeg heldigvis har formået at være nærværende og omsorgsfulde overfor det meste af processen. Men de er selvfølgelig ramt af at have en mor med senfølger.
Mange er helt naturligt ramt massivt i denne, da det der er oplevet, har været så massivt at det er en

Issues med tillid kan komme til udtryk både som manglende eller for stor tillid.

Det er svært for de fleste senfølgeramte, særligt hvis det er tilliden til en primær omsorgsperson/-er, som ikke har været til stede. Vi er blevet gjort forkert på så mange planer, at intet menneske naturligt kan være åben og tillidsfuld efter det. Hvordan skal man have tillid til at vise sit inderste, når man er blevet mødt med sætninger som ”Du fortjener overgrebet” eller ”øjne der dræber”, når man ikke lige retter ind. Det er naturligt at være ramt massivt i denne, da nogle af vores tidlige tillidspersoner har svigtet netop vores tillid. Jo tættere relationen til krænker har været, jo dybere sår efterlader det. For mig er det meget en ambivalent følelse, da jeg som udgangspunkt er tillidsfuld, men jo tættere på en mand kommer følelsesmæssigt, jo mere bange bliver jeg for at blive afhængig … afhængighedsfølelsen opstår ret hurtigt og den forbinder jeg med svigt.

Mere info på vej …

Det tilpassede barn – pleaseren som voksen.

En helt almindelig senfølge er at være blevet tilpasset og mere opmærksom på andres behov end egne, for at bevare ro i hjemmet. I håb om at blive set, i håb

I takt med jeg får bedre kontakt til mig og hele mit indre får jeg også bedre kontakt til vreden, afsky og hadet som jeg tænker er helt essentielle for at få mine grænser tilbage på plads. Alle følelser er vigtige for at være et helt menneske og hvor jeg tidliger ville have været ekstremt flov over at kunne tænke dårligt over et andet menneske eller ikke være rummende og forstående. Har jeg nu et andet syn. Jeg ønsker stadig at være et kærligt menneske men også med genoprettet grænser.

PTSD står for Post Traumatisk Stress Disorder – på dansk posttramumatisk belastningsreaktion, henholdsvis C-PTSD, som står for Complex Post Traumatisk Stress Disorder.

PTSD er en stressreaktion, som kan opstå efter voldsomme oplevelser som fx krig, voldsomme trafikulykker og naturkatastrofer, hvor man har følt stærk frygt, rædsel eller hjælpeløshed. Kompleks PTSD beskriver en tilstand, der kan forekomme efter langvarigt og gentaget interpersonelt traume, især i barndommen – altså en traumatiserende tilbagevendende oplevelse, der udspiller sig i en relation med et andet menneske/mennesker. med PTSD som en frygtbaseret lidelse, er kompleks PTSD rodfæstet i skam.

Kompleks PTSD er på vej ind i det danske diagnosesystem, og forventes implementeret i 2021.

KENDETEGN

C-/PTSD-ramte har et overbelastet nervesystem, der er i konstant alarmberedskab. Flashbacks eller stærkt ubehag i situationer, der minder om/trigger minder om traumet, er som PTSD-ramt normalt. Fortiden genspilles så at sige ufrivilligt i nutiden, med tilhørende følelsesmæssige og/eller kropslige reaktioner, som en plade der er gået i hak og genspiller større eller mindre dele af en oplevelse. Ubehaget ved at genopleve traumerne kan ubevidst føre til en undgåelsesadfærd overfor situationer og ting, der kan trigge flashbacks.

Med et nervesystem på overarbejde og i alarmberedskab, kan berøring, lys, lugte, lyde, smage etc. være voldsomme sanseindtryk. Det kan gøre hverdagsaktiviteter som at handle ind, støvsuge eller at deltage i en familie middag uoverskuelige. Mere irritabel, at blive let forskrækket, vred eller aggressiv, have svært ved at koncentrere sig og sover dårligt er også almindelige følger af PTSD. For nogle PTSD-ramte giver tilstanden også fysiske symptomer, fx i form af muskelsmerter og hovedpine. Nogle oplever tilmed delvise hukommelsessvigt, særligt over for den traumatiske begivenhed.

VÆSENTLIGE FAKTORER

Der er en række faktorer, der mindsker risikoen for udvikling af PTSD, blandt andet lang uddannelse, social støtte og tilknytning til andre mennesker. Årsagen til dette kan være flersidet. Lang uddannelse er i sig selv et tegn på ressourcer og giver en større indsigt og viden, hvilket er brugbart i mestring af livet. Tilknytning til andre mennesker gør, at man har lettere ved at få tilbudt og tage imod hjælp og støtte fra andre mennesker.

Mere info på vej …

Mere info på vej …

Vi møder en del senfølgeramte der er massivt plaget af selvmordstanker…
Cutting, risikofyldt sex, mm
Mange med senfølger har lavt selvværd.
Et sensitivt nervesystem
Skam opstår når der bliver gjort noget forkert ved os som børn kodet det som at vi er forkerte og uden værdig. Et hvert overgreb aktiverer dyb skam i alle mennesker.

Det, der mindsker skam, er at blive set i øjnene, af mennesker der rummer ens historie og vil en det bedste. Hjernen er heldigvis plastisk, men det er en lang proces at hele så dybe traumer og omsorgssvigt og seksuelle overgreb er. Det kræver ofte professionelle mennesker med de varmeste hjerter over lang tid. Men jeg ved heldigvis det er muligt.

”Skam

Skammen der fylder hver en celle

Skammen der æder mig op indefra

Skammen der stjal mit indre

Skammen der raserede mit ydre

Skammen der sætter så mange begrænsninger i mit liv

Jeg ønsker at slippe fra

Jeg ønsker at slippe skammen

Ønsker ikke længere dens klamme tag

Dens tag i både krop og sjæl

Den er så begrænsende

At den føles som et fængsel

Mit eget fængsel

Fængslet i min krop og sjæl

Begrænsningens fængsel”

Mere info på vej …

Undertrygt sorg og ked af det hed

Når der ingen tårer er er det fordi smerten er for stor at bære, smerte er så stor at eneste løsning var at lukke ned, så du intet mærkede. …. Sådan er vi mange der har det. Vi har måtte lukke så meget ned for følelserne for at kunne være i verden at vi ikke længere kunne græde. Så selv når vi er ked af det, kommer der ikke en tåre. Og vi har ofte svært ved at skelne de forskellige følelser fra hinanden. Det kræver langvarig terapi og gode stabile støtte personer omkring os at heles, så tilliden stille får mulighed for at blomstre igen og der kan åbnes ned til det sårbare og følelserne, så de kan bearbejdes.

Når der ingen tårer er er det fordi smerten er for stor at bære, smerte var for mig så stor at eneste løsning var at lukke ned, så jeg intet mærkede. ….. jeg har måtte lukke så meget af for mine følelser, for at kunne være i verden at jeg ikke kunne græde. Så selv når jeg af ked af det kom der ikke en tåre. Og jeg havde svært ved at skelne de forskellige følelser fra hinanden. Det kræver langvarig terapi og gode stabile støtte personer omkring sig så tilliden stille får mulighed for at blomstre igen og der kan åbnes ned til det sårbare og følelserne, så de kan bearbejdes.”
Vi har ikke kun en af ovenstående senfølger, men typisk en heftig cocktail af ovenstående som gør livet til noget af en opgave.

Vi håber at dette lille skriv om senfølger har givet dig et lille indblik i hvordan det kan være at være senfølgeramt. Vi håber samtidig du ved, at vi kan vækste i de rette rammer som er tryghed, ro, forudsigelighed og stabilitet på den lange bane og tillidsfulde mennesker der kender til traumer og senfølger.

-anoreksi, bulimi, BED
Da nervesystemet i forvejen er maksimalt presset og bredden i tolerance vil være indskrænket ift. et sundt og eftergiveligt nervesystem, skal der meget lidt til at hun bliver stresset. Dette betyder det er ekstremt vigtigt at hun oplever forudsigelighed, har en oplevelse af kontrol og det der er aftalt, er det der sker.

Desuden vil aftaler der ikke bliver overholdt opleves som et svigt. Det opleves som ” jeg er ikke noget værd”, ”andre er vigtigere” eller ”så kan det også være ligegyldigt” (jeg er ligegyldig). Når folk ikke prioritere mig. Man tåler ikke flere afvisninger og svigt, de rammer lige ned i de kæmpe svigt han/hun har oplevet igennem livet, så er ekstremt vigtigt at alle der arbejder med os fagligt eller på anden vis er meget omhyggelige

Mange eller nye mennesker er en udfordring

Hele ens alert system aktiveres, da det er utrygt alene fordi det er nyt. Man sørger for ikke at have ryggen mod døren, afkoder konstant alles signaler, holder øje med hvordan man kan flygte hvis nødvendigt …

Langt de fleste med senfølger har søvnudfordringer og svært ved at falde i søvn og får en dårlig kvalitet af søvn, hvilket gør de er trætte om dagen og uden overskud. Og udefra kan det nogen gange se ud til at det er manglende lyst. Det er det ikke. Der er ikke noget man hellere vil end have en go nats søvn, men lige i søvnen har man ikke kontrol over hvad der overmander en. Indsovningen er for rigtig mange den værste fordi lige der dukker dårlige minder ofte op, da fokus ikke er på verden omkring en, ligesom natten kan være svær med mareridt flashback mm. Man er selv i sovende tilstand i alert
Sårbarhed er for de fleste senfølgeramte en virkelig svær følelse at rumme.

– Da tilliden til vores primær omsorgspersoner ikke har været til stede. Vi er blevet gjort forkert på så mange planer, at intet menneske kan være åben og tillidsfuld efter det. Hvordan skal man have tillid til at vise sit inderste, når man er blevet mødt med sætninger som ” Du fortjener overgrebet” ” flere eksempler….

Mere info på vej …

Hvad er det?

En måde at forklare det på er at sige, at det er noget i nutiden, der vækker minder fra fortiden.

I os senfølgeramtes tilfælde, er det ofte tilbage til smerteoplevelser i vores fortid. En lugt, der minder os om vores krænker, kan fx sende os direkte i flashback og give os en oplevelse af, at være midt i overgrebene igen. At læse noget, der minder om egne oplevelser, kan ligeledes være en trigger. Et billede, en berøring, en lugt, en lyd – hvad som helst, der reaktiverer fortidens smerte, er en trigger.

Det er ikke unormalt, at have levet mange år uden at ænse hvilke triggere, der aktiverer kroppen. De fleste af os er ekstremt trænet i at adskille hoved og krop, og hverken mærke eller reagere på kroppens alarmsignaler. Vi ser ofte, at når man bliver opmærksom på kroppens reaktioner, så stiger bevidstheden om triggere også. Når først opmærksomheden på faresignaler er der, er det nærmest umuligt at abstrahere fra kroppens råb om hjælp. Man kan kæmpe imod og bruge al sin energi på at holde det væk, eller trække i arbejdstøjet og kigge på det, der dukker op. Vi ser triggere som snubletråde der er usynlige ! og når først de bliver synlige er de en vej til forståelse og bearbejdning.

Det er for mange senfølgeramte ubevidst, hvad der aktiverer kroppens alarmberedskab, flashback mm. I bearbejdning af traumerne kan det være del af kortlægningen. På instituttet ser vi ofte at, det via terapi, er det muligt at få adgang/øje på hvad i nutiden, der aktiverer noget fra barndommen. Alene den bevidsthed, kan være med til at ændre opfattelse af egne mønstre. Fra fx ikke at kunne forstå et mønster med ikke at kunne sove alene som voksen, når man kan så meget andet fagligt i sit liv. Men lige dér vækkes angsten. Det kan være at overgrebene netop foregik om aftenen, når man sov alene. “det kan ikke passe, jeg ikke kan sove alene” kan blive til, ‘jeg forstår, at det er barndommens angst, der mærkes lige der’.

Et andet hypotetisk eksempel kunne være lyden af en bildør, der smækker og trigger/aktiverer. Måske er det kun lyden fra et bestemt bilmærke, hvor døren smækkes, der får krop og sind til at reagerer – helt ubevidst. Her er det måske sværere at opdage sammenhængen. Men når det ubevidste, går fra at aktiverer krop og sind med ubegribelige reaktioner, til en bevidsthed på hvorfor, kan det bidrage til større nænsomhed hos en selv.

Mere info på vej …

Undgåelselsadfærden sker både på det bevidste og ubevidste plan. Det kan fx være lyde

der aktiverer flashback, mænd der minder om i udseende, lugt, bevægemønster osv. opdager man det vil man automatisk forsøge at undgå det for ikke at blive reaktiveret i high arousal hvilket er det der sker hver gang man oplever flashback. Alt hvad der minder overgrebene eller kan aktivere skammen vil man gøre alt hvad man kan for at undgå.

Følelsen af indre uro konstant

Undertrykt vrede.

Når vi bliver gjort forkert eller bliver udsat for vold vil en naturlig reaktion være vrede. Får den afløb vil kroppen balanceres igen. Men de fleste med senfølger har i overgrebssituationerne ikke haft mulighed for at udtrygge deres vrede, så den lever de med undertrygt og de bruger en masse resurser på at holde den nede. Da den kan være farlig at lukke ud. Det er almindeligt at den følelse ikke tolereret /rummes fra børnene i disse dysfunktionelle familier.

Vores oplevelse er at de fleste gør alt hvad de kan for at fremstå søde og ordentlige. Selv når man føler sig uretfærdig behandlet. Det vil sige når fagpersoner møder os vil vi fremstå fattet og glad også selv om vores indre er ved at koge over af vrede eller kroppen er på vej til at flygte ud af lokalet fordi vi ikke rummer mere.

Vi ser ofte, at kontakten med vreden enten er minimeret eller lukket af. Det er heller ikke ualmindeligt, at vreden forskydes og komme ud som aggression i andre sammenhænge, end der hvor den blev aktiveret. Undertrykt vrede er en af de følelser, der skaber indre ubalancerede tilstande i vores krop og sind. Vi ser mange, hvor den vrede de har oplevet i barndommen er blevet undertrykt, da den ikke var tryg at vise…
Kontakten til vrede er essentiel, blandt andet for vores grænsesætning. Og har mange vigtige funktioner i et balanceret følelsesliv.
Vrede har forskellige niveauer, fra let irritation over vrede, til regulært had.
Den power, der er i at turde se virkeligheden og vreden i øjnene, kan give stor handlekraft. Kontakten til vreden er med til at åbne til følelserne og mindske angsten for andres syn. De fleste vredesreaktioner vi ser forbliver mærkninger/registreringer, og handlingen vil ekstremt sjældent blive udlevet.
Alle der bærer på så dyb smerte som X vil have en personlighed der er præget af at hun har overlevet mere end levet.

GRUNDLÆGGENDE UDFORDRINGER

På instituttet ser vi en tendens til, at senfølgeramte har grundlæggende udfordringer med deres

SEKSUALITET, JEG-IDENTITET og RELATIONER

SEKSUALITET

Intimitet – Mange er udfordret i intimiteten, fordi de er udfordret i kontakten til egne følelser og kender ikke grundfølelserne på egen krop. Det bliver derfor utrykt at komme i kontakt med følelserne.

Det vil sige at man kan gå ind i det seksuelle rum, enten med en ‘jeg bør yde for den anden’ (præstation), ‘jeg lader mig bruge’ med videre.

Grænser – Grænseproblematik kommer tydeligt til udtryk i det seksuelle rum. Både i forhold til at mærke egne og andres grænser.

Tendenser – Vi ser en tendens til at intimiteten er udfordret hos senfølgeramte og kan komme til udtryk i form af: mekanisk sex, præstations sex, aseksualitet, lukken ned for seksuallivet, hyper aktivt sexliv, prostitution, gentagelsestrang og -tvang samt at skam blander sig med lyst – med alle de problematikker det giver i seksuallivet, parforholdet med mere.

Alle ovenstående elementer kan være del af et sundt og givende sex-og følelsesliv, ligesom det kan være ubalanceret og med til at genskabe uhensigtsmæssige gamle mønstre.

IDENTITET

Ydrestyret – Vi er vokset op i dysfunktionelle familier, der gør at vi har fået uhensigtsmæssigt indlært at andres behov er vigtigere end egne.

Sammenfiltrede følelser – I stedet for adskilte følelser, er en klassisk udfordring for os senfølgeramte at vores følelser er filtret sammen med andres følelser.

Kerneidentitet – Ikke har fået spejlet sin egen identitet, og derfor ikke fået mulighed for at kende den, giver identitetsproblemer og stress. Din kerneidentitet vil altid være intakt. De tråde du snubler i, er andres opfattelse af dig. Vi arbejder på kurserne aktivt med at undersøge og opdage kerneidentiteten og validerer at den, som det mest værdifulde i dig. Det er vores oplevelse at dette kun er muligt at validerer i samspil/relation med andre, hvorfor kurser er oplagt til denne proces.

RELATIONER

Perifere relationer – Vi oplever at mange af os senfølgeramte har fine kompetencer i forhold til at interagere, når der er kendte og tydelige rammer, vi allerede har afkodet. Dette kunne for eksempel være arbejdsliv, sport og lignende.

Nære relationer – En del af os er skræmt fra vis og sans i forhold til at lukke andre mennesker derind hvor vi er sårbare, mens andre kaster sig hovedkulds ind i symbiotiske relationer med smerte og afhængighedsfølelse til følge. Vi er ramt ind i at vi på et tidspunkt tideligt i livet har erfaret at et menneske, vi stolede på, misbrugte vores tillid så massivt, at vi ikke siden har lukket nogen helt derind. Hvis vi vil den nære givende relation, må vi langsomt åbne ind til det sårbare. Når vi åbner til det inderste sårbare imens vi føler os rummet, mødt og set med kærlige og omsorgsfulde øjne, har vores lagrede skam og forkerthedsfølelse mulighed for at blive helet.

book terapi session
LÆS OM VORES METODE OG TILGANG